En lille guide til litteratur
Her er lidt blandet for dem, der vil vide lidt mere.
Det er ikke tænkt som en udtømmende guide eller noget i den retning, men blot en samling af litteratur, som kan tjene som inspiration til egen læsning.
Hvor der er fremsat meninger og kommentarer er det ANMELDERENS og ikke nødvendigvis hele reenactment-gruppens meninger og holdninger.
Augustín Sáiz Martínez: Der Infaterist des deutschen Heeres
2014 ISBN: 978-3-938447-38-3
En virkelig SUPER udførlig gennemgang af al udrustning og alle uniformer, der vedrører den almindelige tyske infanterist i 1939-1945. Forfatteren har gennem mange år samlet effekter til dette tema og deler sin viden i bogform. Der er alt, lige fra de forskellige udgaver af uniformer til støvler, fra rifler og maskinpistoler til fotoapparater, fra tornystre og bæltespænder til barberskrabere. Samtidig er de utallige billeder og detailfotografier grundigt kommenteret. Lidt over 300 sider. Bogen findes også på engelsk.
Jeg vil give bogen 5 stjerner ud af 5 !
TK Dec.2022
“Demkansk 1942” går meget detaljeorienteret til værks – der er endda referencer til, hvad der til tider stod på menu’en. Specielt er der nærmest dagsbogs-lignende beretninger fra kampene i Demjansk-området, og man får et godt indtryk ikke bare af, hvordan det var at slås mod russiske soldater og minefelter, men også hvordan man i lige så høj grad kæmpede mod naturen i form af myg, sumpe og sygdom. Der er medtaget mange citater fra danskere, der deltog i kampene, hvilket gør bogen meget levende. Indholdsmæssigt vil jeg mene, at det er en rigtig god bog: Både for at forstå hvordan kampene foregik på delings- og enkeltmands-niveau, men også hvorfor man kæmpede, da der er en del referencer til enkeltpersoner og deres baggrund fra før de meldte sig til Frikorpset. Og JA, der VAR mange danske DNSAP-medlemmer blandt soldaterne (og flere blev medlemmer efter de havde meldt sig til tjenesten), men der var ikke KUN nazister. Bogen gør meget ud af at beskrive og virker hverken fordømmende eller undskyldende. Specielt hvis man som læser ikke ved noget – eller intet – om hvad Frikorps Danmark var, mener jeg, man får en objektiv indføring i emnet med denne bog. Et stort MINUS ved bogen synes jeg dog er stilen: KUNNE forfatteren dog ikke have fundet en anden korrekturlæser, der kunne have gjort sit arbejde bedre? Når man er vant til at læse litteratur, hvor sproget – måske bortset fra en tyrk-fejl eller to – er i orden, dvs hvor det ikke ustandseligt er forklaret, at der med “Kryssing” menes “Kommandør C.P. Kryssing” (og ligeledes for andre personer), at der er brugt dansk kommasætning (der er strøet lidt rigeligt unødvendige kommaer ud over hver side), og der ikke står noget sludder (f.eks. er “von” ikke et navn) mm. Man forstår i langt de fleste tilfælde, hvad meningen er, men det trækker bogen ned i karakter, at der er så meget, der falder i øjnene som dårlig korrekturlæsning.
Jeg vil give 4 stjerner ud af 5 for indholdet, men trække mindst 1 stjerne fra pga. korrekturlæseren!
*) v. Schalburg er måske mest kendt for “Schalburg-korpset”, som han dog ikke har andet tilfælles med end navnet, da han var død, da korpset fungerede i Danmark!
TK Jan.2023
Lars Larsen: Demjansk 1942 – Beretning om Frikorps Danmark i Demjansk – 2022 ISBN: 978-87-972034-1-5 – 306 sider. Dansk
Bogen gennemgår vha forskellige kilder – vidneudsagn, avisartikler, forskellige arkiver og andre bøger – tilblivelsen af Frikorps Danmark og kampene for at holde forbindelsen ind i den tyske Demjansk-kedel åben i maj-juli 1942.
Det, at danskere kæmpede andres krige var ikke noget nyt: I den spanske borgerkrig deltog danskere og ligeså – på finsk side – i Vinter-krigen (november 1939 til marts 1940), hvor Sovjetunionen overfaldt Finland. Allerede 1939 var der – nogle få – danskere, der i tysk tjeneste var med ved overfaldet på Polen. Fra december 1940 indgik bla. Regiment Nordland (rekrutteret blandt skandinaver) og Regiment Westland (hollændere og belgiere) i den nyoprettede 5. SS Division Wiking, hvorfor der fra august 1940 blev der oprettet hvervekontorer i København.
Da en del danskere efter det tyske angreb på Sovjetunionen 22.juni 1941 ønskede at deltage i kampen mod kommunisterne i øst, men ikke i tysk uniform, blev det fra forskellig side bestemt at oprette en dansk bataljon, bestående at danskere under dansk ledelse: Frikorps Danmark. Denne blev oprette og godkendt fra dansk side 3.juli 1941. Korpsets første kommandør blev artilleristen oberstløjtnant C.P. Kryssing. Den danske regering var måske ikke begejstret, men den satte sig heller ikke imod. F.eks. blev det godkendt, at soldater kunne forlade det danske forsvar for senere at indtræde igen med deres gamle rang, når de forlod frikorpset.
19. juli 1941 forlader korpset Svanemøllen Kaserne og fragtes til en kaserne i Hamburg. 6. september går det videre til Treskau i Polen. Her begyndte Kryssing – der ikke var dansk nationalsocialist, og heller ikke blev det – at komme på kant med tyskerne, der ønskede mere disciplin og nationalsocialistisk tankegang indført i et korps, der i tiltagende grad var præget af indre uro. Så i slutningen af februar 1942 blev Kryssing afskediget og erstattet af Sturmbannführer von Schalburg*, som blev hentet fra Ukraine, hvor han var tjenstgørende i Division Wiking. Træningen blev intensiveret og ordenen genoprettet og 8.maj 1942 blev korpset fløjet til Demjansk. På det tidspunkt var området (syd for Ilmen-søen) en front-“kedel”, hvor russerne siden januar ’42 havde haft indesluttet 6 tyske divisioner (ca. 90.000 mand), men hvor det i slutningen af april var lykkedes at åbne en smal korridor ind til de belejrede tyske tropper. En del af denne korridor blev den danske bataljon sat til at holde åben, hvilket resulterede i hårde kampe, hvor først von Schalburg slås ihjel 2.juni og derefter Sturmbannf. H.A. Lettow Vorbech – der havde overtaget ledelsen – 11.juni., hvorefter næstkommanderende Hstf. K.B. Martinsen får kommandoen. I starten af august ’42 afløses korpset, som sendes på orlov og ankommer samlet i København 8. september. I starten af oktober slutter orloven, som var præget af ballade fra soldaternes side og fjendtlighed fra den danske befolknings side. Herefter fulgte indsættelse mod partisaner bag fronten i Rusland til november 1942, hvor der igen blev brug for korpset ved fronten.
20. maj 1943 blev det danske korps nedlagt, og personellet blev overført til det tysk-ledede Regiment “Danmark”. Det var ikke det, man fra bataljonens side mente, man havde meldt sig til, hvorfor der opstod en del uro og utilfredshed blandt de danske soldater. Ved hjælp af en dansk gesandt fik tyskerne dog soldaterne til at kæmpe videre “i den gode sags tjeneste”. Bogen afsluttes med et kort afsnit om retsopgøret, der fandt sted i årene efter krigens afslutning, og en afskrift af loven fra 1. juni 1945, der med tilbagevirkende kraft skulle bruges til at retsforfølge de danske frivillige.
Günter K. Koschorrek: Vergiss die Zeit der Dornen nicht. 2009 – 508 sider, tysk.
En RIGTIG god bog på dagbogs-facon !
… findes også på engelsk med titlen “Blood Red Snow”
(TK – Jan 2023)
Walter Heinlein – Vom Fahnenjunker zum Abteilungsführer – 2019 Ingo Möbius. 209 sider, tysk.
Walter Heinlein var officer i 2. panserdivision. I bogen beretter han om sin tjeneste i det 74. panzerartilleriregiment fra 1940 til 1945. Heinlein fortæller om sine første oplevelser i de franske og græske felttog. Han beretter om sin tjeneste som fremskudt artilleriobservatør i frontlinjen på østfronten, der gav ham adskillige udmærkelser og ordener. I 1943 blev han udnævnt til chef for et batteri af selvkørende haubitser af typen “Wespe”. Heinlein deltog i kampvognsslaget ved Kursk og tilbagetrækningskampene frem til 1944. Dette blev efterfulgt af tjeneste på Normandi-fronten og i Ardennerne, hvor han blev taget til fange af de allierede.
Efter knap 1 års fangenskab – først hos amerikanerne i Cherbourg og efter kapitulationen hos franskmændene i Reims – kommer han i september 1945 tilbage til sin mor i Bamberg. Han finder arbejde, men bliver stemplet som “højtdekoreret nazist”, får frataget sin opsparing og får studieforbud i hele Bayern af et “Spruchkammer” bestående af “kommunister, Nazi-modstandere og militærnægtere”. Han kan dog tage til Stuttgart og studerer der arkitektur, og afslutter som diplom-ingeniør i 1952. Senere aktiv i flere veteranforeninger til sin død i 2014.
Interessant bog med mange detaljer set fra en officer, der som artilleriobservatør er med i forreste (eller bageste) linie. (TK)
Keld Y. Sørensen: Angrebet – den danske og den tyske fortælling om 9.april i Danmark.
Meget detaljeret beretning om alle de politiske forviklinger mellem Danmark og Tyskland op til 9.april 1940 og beretning om selve invasionen og besættelsen. Kan bestemt anbefales !
…især, hvis man kun kender historien som: “Lille Danmark vidste slet intet, var dårligt forberedt og blev overrumplet om morgenen 9.april.”
Janis Zemitis: Hinter der Front – ein Lette als Sanitätet bei der Waffen-SS. 2021 – 330 sider, tysk
Forfatteren beskriver i dagbogsform – han skrev mange noter under krigen og gemte disse, så de overlevede og mange år senere blev fundet af hans familie, oversat til tysk og udgivet som bog – hvordan han som ung blev tvangsrekrutteret til den lettiske SS-“frivillige” Legion, hvor han gjorde tjeneste som sanitetsmand.
Bedst som han i 1943 ankommer til den russiske front, er tyskerne på tilbagetog. Det lykkes ham at komme i engelsk fangenskab og via Neuengamme og Oldenburg i Holsten kommer han til krigsfangelejren i Zedelgem i Belgien. Cirka halvdelen af bogen beskriver, hvordan Zemitis klarede sig igennem disse lejre – næsten konstant beskæftiget med at skaffe noget at spise eller holde varmen. I det hele taget fylder mad – som Zemitis og hans kammerater både som soldater og som fanger konstant er i mangel af – en stor del af beskrivelserne. I 1946 bliver han erklæret for DP (Displaced Person) og kan derfor blive i Tyskland. Som tidligere SS-soldat (uanset at han var blevet tvunget til det) kunne han ikke vende tilbage til Letland, som efter krigen – igen – var besat af Sovjetunionen. Det lykkes ham at studere og læse til læge. Mange af hans lettiske kammerater udvandrer til Amerika, men han bliver i Tyskland og har god kontakt til andre i Tyskland boende letter via sit netværk.
En interessant bog, der ikke beskæftiger sig med heltegerninger ved fronten, men mere med, hvordan man som person, der er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, alligevel klarer sig igennem livet og bliver det, man altid har ønsket sig (læge). Også en interessant bog, fordi man sjældent støder på beretninger fra sanitetssoldater og tilmed fra soldater fra en tvangsudskreven SS-division. (TK)
Bogen er skrevet i dagbogsfacon, men indimellem er lige puttet et “historisk fakta”-afsnit ind, lidt a la “nu skal jeg fortælle jer, hvordan det virkelig gik til…” bl.a. om, hvordan tyskland blev snydt og tvunget ind i krigen. Grunden til at vi nu kender (eller tror, vi kender) historien er, at sejrherrerne skriver historiebøgerne. Og forbundsrepublikken er ikke meget bedre og slører, hvad der “virkelig” (iflg Pichler) skete.
Der er en del konspirationsteori i udsagnene, men på den anden side… noget af det KUNNE måske godt være sandt… hvem ved…? Det må læseren så selv afgøre. (TK)
Hans Pichler: Truppenarzt und Zeitzeuge, 2016. 336 sider, tysk.
Forfatteren var med som frivillig sanitetsofficer i 4. SS politidivision foran Leningrad i 1941, kæmpede ved Volkhov og Ladoga-søen, var garnisonslæge i Grækenland og deltog i tilbagetræknings-kampene i Banat og i Ungarn.
Pichler, som er østriger, fortæller ret godt hvad der sker på – og har godt overblik over – frontafsnittet foran Leningrad og de andre steder han er, da han som bataljons-læge har god kontakt med diverse afdeligns- og underafdelingschefer.
Der er meget lidt om selve lægegerningen, udover hvordan han tager rundt til kompanierne og tilser dem. Men han skriver selv, at han bedst husker de lidt sjovere og mere interessante detaljer end alle de grufulde ting.
Pichler synes at have ret høje tanker om øst-menneskene, som heler utrolig hurtigt i forhold til de tyske soldater, efter han har behandlet dem, og i det hele taget er utrolig seje efter hans mening. Til gengæld har han meget lidt til overs for de vest-allierede: Amerikanerne bomber forsynings-transporterne, så KZ-fanger må sulte (men derudover havde de få KZ-fanger, Pichler så i Dachau, det rimelig godt; de var jo også selv skyld i, de var i fangenskab i en KZ-lejr (efter hans mening)).
Englænderne respekterer hverken tyskerne eller Geneve-konventionen. Tyskerne (primært nok SS) får frataget deres rettigheder som krigsfanger ved at blive erklæret for forbrydere. Dermed må de heller ikke skrive breve i fangenskab eller får del i hjælpen fra Røde Kors. Han skriver, at så dårligt behandlede tyskerne bestemt ikke deres fanger. Der blev heller ikke taget hensyn til de tyske sanitetsfolk, som burde være frigivet hurtigt efter krigsafslutningen. Den eneste grund til at Tyskland ikke bliver udryddet som land og folk (kastration af alle mænd) er, at de vestallierede skal bruge tyskerne som forsvar mod Sovjetunionen i den kommende kolde krig.
Ingo Möbius: Mit Pak und Hetzer – Anekdoten des Panzerjägers Heinz Kühn aus Krieg und Gefangenschaft.
…mere følger…
Fra Vestkysten til Østfronten – Suzi Elena Apelgren. Dansk
Helt OK bog. Ikke så meget om Danmark, som man måske kunne håbe, men helt bestemt en interessant beretning.
Under hagekors og Dannebrog – Danskere i Waffen SS 1940-45 af Claus B. Christensen, Niels B. Poulsen og Peter S. Smith (Aschehoug) 521 sider, dansk. 1998 (2.udgave 2004) ISBN: 87-11-11419-3.
…beskrivelse følger.
Indtil videre: 5 stjerner ud af 5 !
Bogen sammenholder også Louis Zamperinis skæbne med data og statistik på de US- og allierede fanger, der blev taget af japanerne og kigger på de skader, både fysiske og psykiske, de pådrog sig.
Bogen beskriver rigtig godt piloternes frygt og de farer, der var i Stillehavet, hvor det at styrte ned med et fly var noget nær en dødsdom – og blev det for rigtig mange – da det for redningsmandskabet var stort set umuligt at finde en lille redningsflåde, der hurtigt blev taget af strømmen og båret væk fra nedstyrtningsstedet, som ofte ikke engang var særlig godt kendt.
Noget, der også beskrives, er det japanske politis søgen efter krigsforbrydere, hvilket blev iværksat af den amerikanske besættelsesmagt straks efter krigsafslutningen i august 1945. Noget, der kan undre, er så, hvor hurtigt politik kan gribe ind i, hvad mange nok vil kalde “retfærdighed”. Allerede i 1948 begynder USA at skulle bruge Japan som politisk forbundsfælle, hvorfor krigsforbrydere, der ikke var dømt endnu (fordi de havde gjort sig skyldig i så mange uhyrligheder, at man ikke endnu havde stykket deres anklage sammen?) får amnesti. Andre får nedsat deres straf “for god opførsel” og i marts 1952 annulleres anholdelsesordren for flygtige krigsforbrydere (deriblandt Mutsuhiro Watanabe, der er nr.7 på listen over værste krigsforbrydere). Besættelsen af det nu demokratiske Japan ophørte i 1952 (!)
… så tænker man lidt på, hvor længe besættelsen af Tyskland varede (officielt til maj 1955, men blev besættelses-tropperne trukket ud?) og hvordan man kan slæbe en 97-årig i retten (Irmgard Furchner, 2022), fordi hun som 19-20 årig var sekretær i en KZ-lejr.
Ukuelig – En sand historie fra Anden Verdenskrig om mod, overlevelse og udholdenhed – Laura Hillenbrand
Originaltitel “Unbroken” fra 2010.
Bogen handler om bissen, OL-løberen, US flyver-officeren og krigsfangen Louis Zamperini. Den starter i 1929 og går til 1998 og følger Louis Zamperinis liv ud fra dokumenter og interviews. Bogen er blevet til tre film.
I 1936 er Zamperini, som er af italiensk afstamning, med i Berlin til OL og løber som repræsentant for USA. Da krigen bryder ud kommer han som bombeoperatør og officer til Stillehavet, hvor han i maj 1943 forulykker med sin B-24. På mirakuløs vis overlever han styrtet 1300 km syd for Hawaii sammen med piloten og en sergent. Efter 47 dage i en redningsflåde – hvor sergenten i mellemtiden er død af sult – bliver de taget til fange af japanerne på Marshall-øerne. Nu følger over to års nedværdigende behandling, og tortur-agtig forfølgelse i forskellige fangelejre. Mange fanger dør af sult, tørst, kulde, fejlernæring og sygdom, hvis de ikke bliver tævet ihjel af de ofte sadistiske vagter, som hellere sælger Røde-Kors-maden end giver den til fangerne. Da Japan i august overgiver sig, er fangerne tæt på at blive dræbt, da japanerne ønsker at slette deres spor efter sig. Efter krigen bliver Zamperini gift, men det eneste, der holder ham i gang, er alkohol, hans had til specielt én af de japanske vagter (“Fuglen” Watanabe) og hans turnéer, hvor han fortæller sin historie. Han kan ikke løbe mere pga en ubehandlet fodskade, han fik under tvangsarbejde hos japanerne, og lider både i vågen tilstand og i søvne af PTSD.
Da det ser aller værst ud slæber hans kone ham i 1949 med at høre en evangelisk prædikant, som får Zamperini til at huske, hvad han lovede, da han sad i redningsflåden… På en eller anden måde havde “noget” fået ham igennem, så han overlevede, så den nedbrudte Zamperini bliver med ét troende, dropper alkoholen og vier sit liv til bla. at hjælpe “bøller”, som han selv var som barn, til at blive gode borgere med en fremtid i stedet for en kriminel løbebane. Han besøger også vagterne, der pinte ham, i krigsforbryder-fængsel i Japan, og fortæller dem, at han har tilgivet dem. Men “Fuglen”, som holdt sig skjult til anklagen mod ham blev frafaldet, når han aldrig at møde. Bogen ender med at Louis Zamperini løber med OL-faklen i Japan, januar 1998.
Et citat fra bogen, der meget godt dækker, hvad der bliver behandlet:
“Har du stadigvæk mareridt? – Ikke så meget mere, men jeg kan vågne enkelte gange om natten, og jeg er drivvåd, jeg må skifte undertøj, jeg hører tyskerråbene. Men det, der er værst – jeg var jo mesterskytte i militæret, og derfor blev jeg også udkommanderet et par gange til likvideringsopgaver, og et af tilfældene, da drejer han sig. Vi kunne ikke lide at skyde folk i ryggen, derfor anråbte vi dem, og det ansigt, undrende, måbende, skræk i det, inden jeg skød, det er brændt så fast i min bevidsthed, at jeg simpelt hen ikke kan slippe det. Jeg vågner og ser det ansigt, og så er jeg fuldstændig drivvåd af sved. Det er ikke så tit, men det sker stadigvæk“
Som læser kommer man næsten uvilkårligt til at tænke: “Hvor langt ville jeg gå?” Ville jeg skyde et “tyskersvin”? Ja, bestemt, uden hæmninger! Hvad så, hvis “svinet” var en ung pige eller en mor til to små børn?
Ville jeg torture en person, hvis venner kunne gøre mine venner/familie meget fortræd? Nej… eller måske lidt? Ikke brække ben og arme, men måske bare slå lidt… eller hælde vand i hovedet (det er jo ikke rigtig tortur, bare vådt og koldt)… [Tænk selv videre…!]
Taget af tyskerne – Svend A. Birkeland
Gyldendal.
Svend A. Birkeland er læge og seniorforsker ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for torturofre, og har efter 2002 interviewet en række modstandsfolk og deres børn og børnebørn. På samme måde har han forsøgt at samle data for “den anden side”, nemlig fra dem, der var med til at jage modstandsfolk og/eller udøvede tortur mod dem. Det er der kommet en meget illustrativ og anbefalelsesværdig bog ud af – med en anden synsvinkel end “de tapre modstandsfolk” kontra de “foragtelige lanssvigere”: Hvad var der af menneskelige tragedier – på begge sider?Og hvad har det sat sig af spor, ikke kun i den generation, som var de umiddelbare ofre/gerningsmænd, men også i dens efterkommeres generationer?
Et meget interessant spørgsmål, der også bliver stillet: “Kan alle blive bødler?”, hvilket bliver belyst med bl.a. nogle – mere eller mindre etiske – social-psykologiske forsøg foretaget i 1970’erne.
Som det ses gang på gang af historien får ekstreme forhold mennesker til at gøre ekstreme ting, man ikke normalt tror, såkaldt “civiliserede” samfund gør brug af. Bogen henviser bl.a. til Franske kolonikrig i Algerien 1954-62 og Indonesiske uafhængighedskrig 1945-49, hvor lande (vi vil slet ikke nævne USA), hvor der lige har været brugt tortur mod deres befolkninger 1940-45, selv bruger tortur. Danskere siger normalt “det bruger vi ikke – det er barbarisk”, men er forholdene kritiske nok, er der ingen grænser. Heller ikke hos danskere mod danskere…
En rigtig god bog, der dog til tider bærer lidt præg af, at det er en læge, der har foretaget undersøgelserne – kan anbefales til dem, der vil vide mere om den psykologiske belastning modstandsfolk og deres modstandere blev udsat for, og om hvilke følger det havde og stadig har for deres efterkommere over 60 år efter krigens slutning.
Hans foresatte har prøvet at få ham ud af skudlinien ved at få har forfremmet til bataljonsadjudant med udsigt til en rang som Oberleutnant (dvs ikke reserve-officer længere). Men ved hans første opgave, den 1.oktober 1944, går han med sin kører i et baghold og bliver ved tilfangetagelsen næsten slået ihjel af en gruppe franske soldater, der opdager hans dødningehoveder på kraven (lige DEN dag havde han ikke jakken med “Litzen” men panser-dødningehovederne på). Kun da en officer ser, at han har “Afrika” stående på ærmet, bliver han reddet, omend han bliver slået bevidstløs som hævn. Det forstår Höller ikke. Han havde da altid været fair med tilfangetagne briter og ikke truet dem på nogen måde, og selv en formodet fransk modstandsmand, som han ikke syntes, han kunne beordre nogen til at skyde, havde fået lov at løbe igen. Havde den tyske besættelse af Frankrig virkelig været så grusom, at Franskmændene skulle være så hævntørstige, spørger han.
Höller kommer nu i amerikansk fangenskab, hvilket igen er heldigt, da det giver den største sandsynlighed for overlevelse. I flere dage bliver han forhørt under forskellige former for psykisk pres. Men han henviser til geneve-konventionen og siger ikke mere, end den forpligter til. Følgelig bliver han klassificeret som “arrogant, tysk nazi-officer”. Han kommer i officers-krigsfangelejr i Oklahoma og senere (1/3-45) Arkansas. Her hersker ordnede forhold (i hvert fald så længe der stadig sidder US-soldater i tyske fangelejre), selvom mange officerer stadig regner med at Tyskland vinder krigen med V-våbnene. Men som Höller siger: De blev også taget til fange tidligere, og har ikke set den ufattelige menneske- og materiale-overlegenhed de få, slidte tyske tropper i Frankrig blev konfronteret med. Alene at Höller et sted skriver: Tyskerne regnede et artilleri-angreb i antal afskudte (tyske) granater – de allierede regnede et angreb i hvor mange timer, de kontinuert skulle skyde, siger en lille smule om forholdene. Eller beskrivelsen af, hvordan briterne får øje på én tysk soldat, og straks starter et voldsomt artilleriangreb… for kun den ene mands skyld – totalt spild af granater – men de allierede har materiel i overflod! Der er også beskrivelsen af, hvor sømændene på Liberty-skibet, som Höller sejler til New York med, kaster massevis af mad i havet. Han spørger dem til grunden og får at vide, at skibene skal på værft i USA og ombygges, og der er ingen, der vil have den tiloversblevne mad – …og i Europa sulter folk!
Krigen slutter som lidt af et chok. Det, som for alt i verden ikke måtte ske, er sket igen: Tyskland er i grus og aske og har måttet kapitulere BETINGELSESLØST. Og man så jo, hvad der skete efter den første verdenskrig… nød og elendighed.
I slutningen af januar 1946 får officererne i lejren valget: Arbejde og komme hurtigere hjem eller holde fast i officerernes “ret” og blive i fangenskab. Höller og et par kammerater beslutter at holde sig til sidstnævnte. Men åbenbart var det det rigtige at gøre: Folk, der ikke vil arbejde, koster bare penge… så de bliver sendt hjem til Europa. Det er dog stadig ikke ufarligt, for i Frankrig overgives krigsfangerne til franskmændene, som stadig søger efter slavearbejdere til at genopbygge deres land – et arbejde, som ofte er dødeligt. Det lykkes dog at komme til Østrig, men Höller kan ikke vende hjem, da Wien-området ligger i den russiskbesatte zone. Så han angiver at have adresse hos en kammerats forældre i den vest-besatte del, hvorfra han så endeligt bliver løsladt. Og med engelsk dags-passér-seddel slipper han igennem den russiske kontrol (uden at blive fanget, hvilket der var reel fare for) og besøger sine forældre og kæresten, Helli, som han så bliver gift med på hans anden dagsbesøg. Han bemærker, at der (selvfølgelig) er indsat gamle østrigske kommunister i ledende stillinger, men at der samtidig også er mange, som havde gode stillinger hos nazisterne , der stadig er der. Nogle mennesker flyder bare altid ovenpå!
I fangenskab i USA læstte han videre på ingeniør-studiet, så da han blev “fri”, ville han gøre sit studium færdigt ved den tekniske højskole i Wien. Men der fik han klar besked: Han havde været “Kammeratschaftsführer” i HJ og tilmed officer, så han var IKKE ønsket som studerende. Det udløste så for anden gang stærk forbitrelse. Første gang var, da amerikanerne i fangelejren tvang dem til at se film om de befriede KZ-lejre. Höller kunne ikke huske nogensinde at have hørt om sådanne lejre, og de tyske officerer mente bestemt, at det måtte være “fake” og amerikansk propaganda. Men filmene gav alligevel næring til en vis tvivl. Havde han som tysk officer virkelig gjort sig skyldig…? I hvad? Han syntes jo, han havde handlet rigtigt og gjort, hvad der blev forlangt i god tro. Hvad havde al den lidelse og død – ikke blot hans kammeraters, men også fjendens og begge siders civilisters – gjort godt for?
Bogen slutter med et kapitel og billeder fra Hans Höllers rejse til Normandiet på 70-års-dagen for invasionen i 2016, hvor han og de to medforfattere møder både forstående franskmænd fra en ny generation og engelske veteraner fra kampene i Frankrig.
Karakter: Absolut anbefalelsesværdig ! TK 12/4-25
Unter Rommels Kommando – Hans Höller
Kral-Verlag, 2017.
Hans Höller – født 20.juli 1921 i Pottschach ved Wien – ville, skriver han, ellers ikke have mere med krigen at gøre. Men efter et foredrag om den tyske indsats i Afghanistan, mødte han de to Bundeswehr-soldater Markus Reisner og Andreas Hartinger, som overtalte ham til at skrive hans historie ned til gavn for kommende generationer (de to Bundeswehr-folk er medforfattere på bogen).
Höller beskriver, hvad han husker fra sin barndom i Østrig: Fattigdom, elendighed, arbejdsløshed, fortvivlelse og ofte også selvmord. Men han beskriver også hans møde med nationalsocialismen og Hitler. Hvordan nationalsocialismen går fra den ene dag at være forbudt i Østrig, til den næste at være det store lyksalighedsbringende vidunder, der kan redde Østrig ud af elendigheden. Og ja, det lykkes: “Anschluss” er hurtigt gennemført i marts 1938, og dem, der skal forsvare Østrigs suverænitet kigger bare på. Men det går virkelig fremad: Folk får arbejde og velstand med den nye “Fører” i Berlin. Så hvem skulle have noget imod det?
Höller kommer selvfølgelig i Hitlerjugend (HJ) og i foråret 1940 på HJ-førerskole. I sommeren 1940 afslutter han ingeniørskolen og består Matura (gymnasieeksamen). Dermed er han dog også klar til soldatertjeneste. Han kommer til panserjæger-erstatnings-afdeling 33 i Ludwigshafen ved Mannheim. Og denne uddanner mandskab til 15. panser-division, som siden april 1941 er med Rommel i Afrika. Efter afsluttet uddannelse rejser erstatningsmandskabet med tog til Italien og med skib videre til Tripolis. Herfra kommer Höller hele vejen til den ægyptiske grænse, hvor han er motorcykelordonnans. Midt september 1941 afløses hans division ved fronten og bliver trukket tilbage til belejringen af Tobruk, som stadig er i britiske hænder. Höller kan dog mærke, at der er noget galt: Den dårlige forplejning og hygiejne (man vasker sig med sand, når man har haft et “uheld” i bukserne pga diarré) samt saltholdigt og mangelfuldt drikkevand har givet ham, ligesom mange andre, gulsot og tyfus: Diarré, mavesmerter, feber. Han kommer på lazaret, hvor det dog viser sig, at det (heldigvis) ikke var tyfus. Han kommer over Athen til Landau i Tyskland og får sygeorlov. Rask igen kommer han på skole og bliver udnævnt til underofficer 1.april 1942. I slutningen af maj kommer han til Wünsdorf og bliver uddannet til løjtnant af reserven (til 1/10-42). I slutningen af november bliver Höller og hans nye 35-mands-deling fløjet til Afrika: Det tyske Afrikakorps holder fast i de sidste stumper terræn i Tunesien, trængt af Briterne sydfra og amerikanerne fra vest. Få dage senere er delingen med i et modangreb mod britiske stillinger. Stillingerne tages, men Höller bliver svært såret og 2/3 af delingen er død eller såret. Under store smerter fragtes han med fly og dernæst tog fra Italien til Tyskland. Der er stor fare, for at det ene ben må amputeres, men han klarer den. Nu følger heling og lang genoptræning.
Höller kommer nu, juni 1943, til den nyopstillede 21.panserdivision i Versailles/Paris og får kommandoen over en panserjägerdeling, der er bestykket med 3 stk. ombyggede franske Somua MCG-halvbælte-køretøjer påmonteret 7,5-cm Pak 40…
Den sidste halvdel af bogen omhandler Normandiet: Den 21. panserdivision udmærkede sig ved at være den eneste tyske kampkraftige division, der befandt sig tæt nok på kysten på D-dag, 6.juni 1944, til at kunne gribe ind. Resten af panserdivisionerne blev mod Rommels (som havde forsvaret af Nordfankrigs kyst under sig) ønske holdt i reserve langt inde i landet af von Rundstedt og Hitler.
Dele af Höllers division når endda at drive en kile ind mellem to af briternes brohoveder, men må trække sig tilbage pga. manglende hjælp. Som læser følger vi nu Höller og hans deling, som har nogle få succeser mod englænderne foran Caen*, men i kampene bliver mere og mere decimerede, og mange gange er det kun held, at Höller ikke bliver sprængt i luften af en granat eller skudt af en allieret flyver. Til gengæld rammer det ofte manden ved siden af ham eller en anden kammerat. Det lykkes ham med meget held at slippe ud af dødslommen ved Falaise. Med de få rester af divisionen og kun en brøkdel af det oprindelige materiel nærmer han sig den tyske grænse ved Strasbourg. Her går så det galt.
*) En af hans oplevelser gælder den fortvivlende “effektive” tyske Wehrmacht: Höllers deling er i stilling ved broerne ved Herouville (umiddelbart nord for Caen), som briterne adskillige gange havde angrebet uden at kunne ramme dem. Ca. 6 km nordøst for dem brugerne englænderne den berømte Pegasus Bridge og Orne-broen til at forsyne deres faldskærmstropper på øst-siden af de to vandløb. Det vil Wehrmacht sætte en stopper for, så de får en kampsvømmer-gruppe kørt frem til fronten. Om natten til den 23. juni skal de seks mand, der er tilbage efter flyangreb på dem på vejen til Caen, svømme to torpedoagtige bomber ned ad de to vandløb og detonere dem ved daggry. Men bomberne er lavet til saltvand, så i flod-vandet synker de til bunds. Det lykkes at få dem flydende med tomme benzindunke. Det lykkes også at sprænge nogle broer med bomberne, men frømændene har fået for dårlige kort, så i stedet for Pegasus Bridge, har de sprængt broerne ved Herouville. Så nu er Höllers deling afskåret fra resten af kompagniet. Det, som ikke var lykkedes Royal Artillery og engelske jager-bombere, klarede tyskerne således selv!
Copyright © Stützpunktgruppe Süd Dänemark
All rights reserved