Reenactment – hvorfor gør vi det ?
Hvorfor spiller man soldater, modstandsfolk og civilister
fra dengang vores bedste- og oldeforældre var unge?
Kritik af reenactment
Noget, der har fået kritik, er, at man som reenacter aldrig ville kunne fremstille det, som det virkeligt var, men at man måske – ikke af ond vilje – fordrejer historiske sandheder til det nærmest løgnagtige.
Derudover er det meget ofte ældre mænd, der hopper i uniformerne, som om de stadig var 20 år.
Problemet er måske, at det ofte kun er ældre mænd (og kvinder), der har både penge og tid til denne ret bekostelige hobby.
Samtidig har disse folk gennem et langt hobby-liv samlet nok information til at kunne give dette videre til publikum i form af rollespil og som guider på museer. De fleste reenactere har kun historie som hobby, hvorfor de selvfølgelig ikke kan vide så meget, som uddannede historikere. De kan dog – med meget umage – tilegne sig viden på enkelte og meget specifikke områder, hvor de vil kunne agere som en form for ekspert. Men det kræver tid… og penge!
Herudover har de ældre/gamle nok i højere grad en direkte linie til familie (forældre, bedsteforældre), der har oplevet 1940’erne, hvor unge mennesker ofte ikke har kendt, set, og talt med nogen, der var unge eller i det mindste børn under krigen.
Man kan godt kopiere Hollywood-film, men man skal virkelig passe på, for det ER film. Selv film, der er lavet efter historikeres vidneudsagn, er stadig – kun – film, som skal tiltale et publikum, der vil lade sig underholde.
Her kan man så spørge: Hvorfor skulle det være mere i orden at lave film – af mere eller mindre historisk korrekthed – end at lave skuespil om en krig, mange måske helst ville glemme? Ofte trækker netop film-skaberne på living-history-folk, som formodes at have indsigt i den epoke, som de beskæftiger sig så meget med. Forherliger reenactere, som gengiver den tabende side af krigen, NS-tidens idealer?
JA, nogen gør måske – men langt fra alle!
Som positiv kritik nævnes dog, at reenactment – at folk, der går op i deres hobby og gør sig umage med at lave fremstillingen så korrekt som muligt – muliggør, at en langt bredere del af befolkningen stifter bekendtskab med historiske emner, end den ellers ville have gjort.
Man kan præsentere en dukke i en 80 år gammel uniform, eller man kan lade et levende menneske gå rundt i den. Sidstnævnte vil langt de fleste nok mene, er mere spændende. Specielt hvis dette menneske er til at interagere med: Personen ved noget og kan fortælle noget om det han/hun præsenterer.
Så alt andet lige ER der undervisnings- og informationsværdi i reenactment, omend man aldrig vil kunne gøre det 100% historisk korrekt. Man kan dog give en ide om, hvordan det har været.
Men hvad bevæger folk i Stützpunktgruppe Süd – eller KG Grove eller Kaj Munk – til at dedikere en stor del af deres fritid til at sidde i en bunker, tale med museumsgæster eller læse tykke historiebøger?
Her er et par eksempler:
At lære
Jeg lærer meget af at have (kopier af) de gamle uniformer og udrustning og have kontakt med andre mennesker med samme interesse. Man kan kigge på en uniform i en montre, men man forstår bedre, hvad menneskene dengang var udsat for, når man selv har prøvet at være ude i vind og vejr i gammeldags uldtøj og læderstøvler. Det er anderledes end moderne GoreTex-tøj og vandtætte vandrestøvler.
At undervise
Jeg kan lide at give den viden, jeg har tilegnet mig, videre til andre, der interesserer sig for emnet. Det er rart, når museumsgæster eller besøgende til et militærhistorisk træf siger “tak fordi I gør det her – jeg og min familie har virkelig lært noget i dag.”
Levende historie
Jeg har altid bedre kunnet lide eksperimentel (levende) historie end at se historie bag glas i et museum. Jeg vil gerne være med til at støtte museerne ved at ofre noget af min fritid på dem.
Mennesket inden i uniformen
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at selvom man har “fjendens” uniform på (både som reenacter og i virkelig krig), behøver man ikke at være et skidt menneske.
Demokrati vs diktatur
Jeg vil gerne minde folk om – meget apropos krigen i Ukraine – at demokrati ikke er noget, der er en selvfølge: Det blev afskaffet i Danmark fra den ene dag til den anden i april 1940, og kan hurtigt blive det igen, hvis vi ikke alle passer rigtig godt på det. Dette er et politisk punkt, men jeg tillader mig alligevel at tage det med : )
Hvorfor gengive tyske soldater ?
Vi er jo i Danmark… og når man tænker på besættelsestiden i Danmark, tænker man vel mest på de tre parter, der nødtvungent måtte leve med hinanden: 1. Civilisterne, der måtte klare sig igennem en hård tid, så godt, de kunne og måtte zig-zagge mellem de to andre parter og ofte blev nødt til at vælge side, om de ville eller ej. 2. Tyskerne, der for de flestes vedkommende som almindelige mennesker var tvunget til at være besættelsesmagt. Langt de fleste ville nok hellere have besøgt Danmark som turister end som soldater. 3. De civilister, der gjorde, hvad de kunne for at få besættelsesmagten ud: Modstandsfolkene.
Mange reenactere spiller også englændere eller amerikanere, men for Danmarks vedkommende, havde englænderne som befriere kun en mindre (dvs. tidsmæssig kort) rolle, og amerikanerne fik først virkelig betydning efter krigen var vundet, og den US-amerikanske påvirkning satte ind (musik, film, mad, holdninger mm.). Er man militærhistorisk interesseret, kommer man ikke udenom, at den tyske krigsmaskine fascinerer – også selvom meget af den var fake og propaganda, og “den uovervindelige hær” kun var inde i hovederne på folk.
… og dansk historie inkluderer simpelthen også tyske soldater. Uden tyskerne, havde vi ikke haft nogen bunker- eller besættelsestidsmuseer!
Hvorfor IKKE spille dansk eller tysk SS?
Det ville der i princippet ikke være noget i vejen for. Både danske østfronts-frivillige, danske nazister og tyske SS-folk har en historie, der bør fortælles. Man gør ikke ting usket ved at fortie eller prøve at glemme dem. Tværtimod: En hændelse (eller skal vi sige fejl) man ikke har lært af, vil man før eller siden gentage!
Men selvom 1940’erne nu er ca. 80 år siden, er der stadig mange følelser involveret. Det ligger dybt i den danske bevidsthed, at SS-soldater (danske og tyske) var mildest talt “væmmelige”. Hvorfor de gjorde som de gjorde, er der ikke så voldsomt mange, der interesserer sig for. Det er – stadig – noget danskerne ikke gerne vil mindes om. Og siger man noget positivt om SS, skal man passe uhyre meget på ikke at blive anklaget for at være nazi-sympatisør eller neo-nazist. Har museer, historietræf-arrangører og reenactere først fået det prædikat, er det meget svært at slippe af med igen!
Der er altid en årsag til at ting sker og folk gør, som de gør. De færreste mennesker er “onde” bare fordi de er født sådan. Som historie-interesseret bør man ikke bare interessere sig for HVAD der skete, men også for HVORFOR.
HVAD der præcis skete, kan være svært at finde ud af (“sejrherren skriver historien”, men også at man bevidst eller ubevidst husker forkert eller tror, man så noget, som i virkeligheden var anderledes), og HVORFOR kan være endnu sværere.
Leger vi krig…?
Nej, bestemt nej. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man mener med “lege krig”. Ja, gruppen deltager ofte i mere eller mindre planlagte små “spil”, deriblandt også simulerede kamphandlinger med løst krudt og sprængladninger. Men egentlig “krig” er noget så komplekst, at det er umuligt at fremvise – det kan (og bør) ikke simuleres. Men det er heller ikke vores opgave…